historien

Ti-meteren kommer til verden

Jan ebert i samtale med Erik Kulavig
Skrevet i 2024 af Erik Kulavig, historiker ved Syddansk universitet

Jan Ebert er journalist, forfatter og en kendt sejlsportsmand. Han har skrevet en række bøger om sejlsport og var i halvfjerdserne med til at præge sporten med sine mange artikler i dagbladene og i Bådnyt. Han har selv været en ivrig sejlsportsmand, var en af hovedmændene bag Molich-x-meteren og var med fra begyndelsen i Maja DEN 1, som hans søn Thomas i dag har overtaget. Ifølge Jan Eberts beretning var det ham, der i begyndelsen af halvfjerdserne slog de første streger til det, som i Poul Molichs hænder senere skulle blive til Molich X. Han var blandt andet inspireret af den noget mindre H-båd, som dengang var populær blandt konkurrencesejlere. Ønsket var en lang slank og elegant båd, men lige så vigtig var sejlegenskaberne. 

Ebert drøftede sine udkast med den kendte konstruktør Jan Kjærulf, men han var ikke umiddelbart begejstret for ideen. Så var vennen Peter Holm fra Roskilde lettere at få ombord. Egentlig havde de to tænkt sig at anlægge et værft og selv stå for bygningen af båden. Før det blev til noget, var den kendte værftsmand og skibsingeniør Poul Molich imidlertid kommet ind i billedet. Man havde overtalt ham til, at han mod betaling og på baggrund af de løse skitser skulle udarbejde egentlige konstruktionstegninger. De var færdige i begyndelsen af 1973, men da var Molich blevet så begejstret for båden, at han overtalte Holm og Ebert til at lade den bygge på sit værft i Hundested. Sidstnævnte havde svært ved at se sig selv og vennen Holm stå og ”fedte med glasfiber i en eller anden kold lade”, og derfor var han ikke vanskelig at overtale. Desuden var han fascineret af værftets to Nordiske Krydsere ”Drot” og ”Marsk”. Parterne aftalte, at Ebert og Holm købte de to første både. De betalte forud, og på den måde blev der, selv om de fik en favørpris, kapital til at starte byggeriet. 

Værftet havde lovet, at bådene skulle være færdige til at deltage i Sjælland Rundt i 1974, men det var kun den ene af dem, der blev klar, og det var endda med nød og næppe. Der blev arbejdet på den hele den foregående nat, men det var først klokken 13 på dagen for sejladsen, at båden var nogenlunde sejlklar. Man havde på forhånd allieret sig med ejeren af en af de hurtige motorbåde i Hundested, og han trak den nyfødte Styrbjørn og dens besætning til Helsingør, hvor man lige akkurat nåede at komme på den rigtige side af startlinjen, før skuddet lød klokken 17. 

Konstruktørerne tvivlede ikke på, at man havde lavet en hurtig båd, men dels var der næsten ingen vind, dels var de første både uden motor, så derfor var en tovende helt nødvendig. Otte mand er mindst tre for mange, men skipper Holm og hans faste besætning var ikke til at komme uden om, og det var Jan Ebert og Poul Molich heller ikke. Sidstnævnte var i øvrigt kørt i forvejen i bil og havde sørget for at få fartøjet registreret. Placeringen i denne første sejlads var ifølge Ebert ikke værd at skrive hjem om, så derfor lader vi det ligge. I de følgende år var det dog enten Styrbjørn eller Maja, som Eberts båd kom til at hedde, der på skift vandt flere af de store distancesejladser. I maj 1978 fik D 8, Sansara (Erik Holmegaard Nielsen, Jyllinge) dog Sølvspileren for hurtigste tid Sjælland Rundt (34:38:57). Den tid blev slået i juni samme år af Sten Beckett, Fåborg i Vores båd med godt tre timer. 

Den værste konkurrent var Ylvaen, der var blevet søsat i 1973. Især, når det var konstruktøren selv, Steen Kjølhede, der sad ved roret. 

Markedsprisen for de første både var 100.000 uden sejl og motor, men snart begyndte prisen at stige. Det hang sammen med nye udgaver med teakdæk, indenbords motor og andet, som idemagerne havde anset for at være overflødig luksus, men som der ikke desto mindre var en stigende efterspørgsel på. Molich-X-meter blev dog aldrig en kommerciel succes, og da prisen i løbet af halvfemserne nærmede sig en million, blev den for dyr, og værftet indstillede produktionen. Man nåede at bygge omkring 50 både, men senere er der kommet flere til, der er bygget andre steder.  De oprindelige forme er blevet brugt, men på de seneste er der blevet foretaget så mange ændringer (kulfiber, kølkonstruktion, mastens placering), at klubben foreløbig ikke har villet indrømme ejerne fuldt medlemskab og ret til at deltage i klassemesterskabet. Jan Ebert har desuden indhentet rettens ord for, at de ikke må kaldes Molich-X-meter.  

Når det er kommet så vidt, skyldes det en til tider bitter strid mellem værftet, der havde givet ”selvbyggerne” ”frit spil” og Jan Ebert, der delte ophavsretten med Poul Molich, og som i de første år stod for salg og markedsføring af båden. Dette samarbejde ophørte i 1978, hvorefter værftet i Hundested stod for både produktion og salg. Striden om ophavsretten blev i 2022 bilagt, eftersom Peter Molich og Jan Ebert skrev under på et dokument, der alene lader det være op til Molich-X-meter klubben at afgøre, hvilke forbedringer af båden man vil tolerere, hvis den skal indlemmes i den stolte flåde.

Poul Molich og ti-meteren (mest om Poul Molich)

Jens Stephensen

Skibsingeniør.
12 år på prøvetanken i Hjortekær, 12 år som skibsdesigner og 12 år som værftsdirektør og færgeskibsreder.
Lystsejler med havkapsejlads som hovedinteresse.
Over 1000 sømil pr. år i over 40 år. 
Ejer af Molich 12-m D4 og Molich X-m D6 De fortabte Spillemænd. 
Formand for Hundested Baadeværft og mangeårig ven af Molich-familien.

Poul Molich (1918-2006) var bådebygger, ingeniør, konstruktør og sejler, men først og fremmest en ener! En gudsbenådet håndværker og igangsætter af den type, som trivedes i provinsen, og før vi lærte, at tingene egentlig ikke kunne lade sig gøre. Poul var et legebarn, som aldrig stoppede med at kreere og bygge og hitte på.

Han var et vidunderbarn uden rigtig at vide det. Her er en øjebliks-beskrivelse fortalt af den gamle bådebygmester Henry Rasmussen i Svendborg, om en ung Poul Molich, han havde ansat. Man havde bygget et par klinkbyggede både op på spant og skulle nu i gang med at tilpasse og isætte kølbundstokkene (de komplicerede egestykker som forbinder køl med spant). Den unge bådebygger krøb ned med to pinde, en tommestok og en blyant. Få minutter efter stod han ved den store båndsav med et stykke egetræ og…plums, så sad bundstokken der, perfekt tilpasset gæringer og klinkbordlægning. Rasmussen var imponeret, og der skulle noget til.

For Poul havde det, der lidt akavet hedder ”rum-begreb”. Det vil sige en fænomenal billedhuggeragtig sans for former og indbyrdes mål. Han var den fødte båd designer, og han tegnede da også sine første succesrige Nordiske Krydsere, som han selv sejlede i front på kapsejladsbanerne allerede i 50’erne.
Poul etablerede sig med bådebyggeri i Hundested i 1940’erne. Herfra udgik et utal af store konstruktioner i træ, tegnet af verdens førende udenlandske yachtkonstruktører, som værdsatte hans håndværksmæssige kunnen. Og indimellem en række større fiskekuttere, som gav smør på brødet. 

Men fra 1960, hvor interessen for international havkapsejlads begyndte, koncentrerede værftet sig om lystbåde. Også af eget design. Svanen og Thyra er bare et eksempel. De har i mange år tjent som øvelsesbåde for søværnet, og deres skønhed vækker opsigt overalt, hvor de kommer frem.  

I 1964 byggedes de to smukke yawler Westland og Lone Lau. De var konstrueret med henblik på deltagelse i KDY’s jubilæumssejlads over Atlanten i 1966. De var konstrueret efter den amerikanske CCA-regel, som gav bredere, smukkere og mere søgående både end de engelske RORC-regler. Forfatteren til denne artikel deltog både i bygningen og de efterfølgende sejladser medregnet den 22 dages lange sejlads tilbage til Skagen. Poul var en hårdfør og bestemt skipper med mange sprælske ideer, som tit førte på afveje. Men så var de afprøvet. 

Poul fortsatte med at konstruere nye bådtyper ind imellem alle bestillingsopgaverne fra de udenlandske kunder, men jeg kunne godt mærke, at han begyndte at løbe sur i alle de komplicerede måleregelkrav. Humlen var, at man designmæssigt optimerede havkrydsere alt for hårdt, så de kunne få passende lave handicapmål. RORC-reglerne straffede for eksempel bådens ”halvbredde længde”, som gjorde, at man endte med deforme skrogformer uden bæreevne i for- og agterskib og som var umulige at styre på læns.

På et Scaw-race med en af hans nye konstruktioner i 1968 konkluderede han: ”Vi bliver nummer sidst hver gang, men vinder på grund af vores fine mål! Lige meget hvor meget sejl vi slænger på den, får vi den aldrig over otte knob. Det er ikke sjovt mere.” Herefter opgav han at tegne i nogen tid. I stedet grublede han.

I 1970 kontaktede jeg ham for at høre, hvor han var henne. Vi var ude efter en ny og større båd. Vi sad på hans hyggelige tegnestue hjemme. En rigtig skibstegnestue med Københavner-skabeloner i pæretræ, store ruller gult bøttepapir til at tegne på og blylodder til at holde de lange vandlinjesplines på plads. I cigarrøg (Flora Danica!) og med varm kaffe og udsigt over Isefjorden. Han var glad og fortalte, at han nu var næsten færdig med at udvikle en helt ny type, som fokuserede på fart, sødygtighed og gav fanden i alle måleregler. Ligesom dengang han tegnede de smukke Nordiske Krydsere. Glasfiberteknologien havde jo også givet helt nye muligheder for at bygge stærkt og let. Så tilbage til ”rum-begrebet”! Hvordan skaber man en båd med de sejladsmæssige mest gunstige linjer, som også er de smukkeste. For det hænger sgu sammen, sagde han, der havde talt sig varm. Og så viste han mig et oplæg til en lang slank let og utrolig harmonisk båd med en vandlinje på 36 fod (ca. 11 meter). Med en god bæring i forskibet og den nydeligste brede hjerteformede hæk.

Vi regnede lidt på den, men fandt, at den desværre ville blive for lille i forhold til det, vi ledte efter. 

Det var imidlertid ikke nok at have det oplagt rigtige design, man selv troede på. Der skulle adskillige faste købstilsagn til, før det kunne svare sig at bygge en plug og begynde at serieproducere glasfiberskrog. At bygge i glasfiber kræver forarbejde og forberedelse, og det koster.    

Til alt held var der andre, som var trætte af måleregeltyranniet. Folk var begyndt at huske tilbage på glæden ved at sejle hurtigt som i de gamle slanke skærgårds-krydser-dage. Samtidig var der en hel generation unge dygtige Soling- og H-bådssejlere, som ønskede noget, der var lidt større, hurtigere og søgående. Enden på det hele blev, at Poul blev kontaktet af den kendte Roskildesejler, Peter Holm.  Han ville have en afløser til sin H-båd til sig selv og et par venner. En af dem var journalisten Jan Ebert. Det var Holm og Ebert, der gik til Poul Molich med deres ideer og udkast, og det var dem, der bestilte de to første og dermed skabte det økonomiske grundlag for at starte produktionen.  

Den egentlige krumtap var dog den virkelystne og opfindsomme Poul Molich, som allerede lå inde med de helt rigtige linjer og ideen til en ny hurtig havgående vidunderbåd, som var skabt, ikke på måleregler, men på et sprælsk Molich’sk ”rumbegreb”!!

Poul transformerede hurtigt linjerne til en lidt mindre udgave med en vandlinje på 10 meter i stedet for den 36-fods udgave, han havde vist mig. Og så fik han bygget en smuk plug i mahogni, så man kunne begynde at støbe og bygge skabeloner til tværskot og aptering. Det gik stærkt på trods af Pouls indstilling om, at alt, såsom rig, køl og spil skulle laves ”inhouse”. Man havde kunnet spare megen tid, hvis man havde købt fremmed udstyr. Men det var ikke Pouls stil. Målet var at blive færdig til Sjælland Rundt i 1973. Man nåede det lige akkurat og fik et fint resultat i en båd med alt for mange ombord og med udstyr og rig, som lige skulle trimmes ind undervejs!

Den første ti-meter (D 1), Styrbjørn gik til Peter Holm, så han kunne sejle Sjælland Rundt. Herefter byttede han med Jan Ebert så båden kom til at hedde Maja, og Peter fik XD2 som overtog Styrbjørn navnet.

Senere på sommeren sejlede jeg med Poul, Peter Holm og skibsreder Bjørn Clausen fra Gråsten i Styrbjørn til den årlige Flensborg Fjord-regatta. Igennem Bådeløbet midt om natten, uden lys eller kendinger og så en hidsig sejlads sydover, så vi lige kunne få et par timers søvn, før starten næste dag. Sejladserne gik fint. Selvom vi var mindste båd i feltet, havde vi fin fart og snød et par store konkurrenter ved at gå over en revle lige vest for mållinjen. Poul kontrollerede krængning og dybgang, og vi havde fornøjelsen at se to større både sidde fast lige bag ved os.

Vi fik ikke det blågule bånd (det var reserveret til et klubmedlem!), men en fin fest om aftenen, før vi tog hjemover med en hel kasse rom fra min ven Lorch Shierning fra den Molich-byggede Jan Pott. Den havde jeg for øvrigt sejlet Capetown-Rio med et par år før. 

Bjørn tog hjem til Gråsten, og Peter tog den første nattetørn på en fin halvvind i måneskær syd om Als og Det Sydfynske Øhav. På et tidspunkt kunne jeg høre ham råbe og kravlede op og fandt ham hængende ud over skibssiden med bukserne nede over knæene, men med et fast tag i rorpindsforlængeren. Han havde fået klaret toiletbesøget, men kunne ikke komme op selv! Han var lidt forkommen, og jeg afløste ham. Poul overtog på den anden side af Omø, og ved udløbet af Bøgestrømmen blev det lyst, og vi mødtes til morgenkaffe i cockpittet. Klokken 12 næste dag anløb vi Skovshoved og gik hjem for at sove og for at være klar til kapsejlads i Sundet weekenden efter. Poul og Peter var gjort af samme stof. De sejlede hårdt, og de kunne lide det! Og de kunne lide båden, og hvordan den artede sig, og der blev ikke talt om ståhøjde og kabyskomfort!

Produktionen af Molich10-metere startede med levering af den første serie med kort ruf. Der var lavet en aftale med Jan Ebert, som kom med i forretningen. Han skulle markedsføre og sælge, og Poul skulle være producent. Det var ikke noget lykkeligt samarbejde. Jan mente, at Poul leverede for sent og uregelmæssigt, og Poul fandt, at Jan var for inaktiv. Kunderne kom alligevel til ham uden om Jan, som var svær at få fat på. Der var nok sandheder i begge udsagn. Poul var ikke nogen god ”fabrikant”. Han var for meget legebarn og let at overtale til at lave specialudgaver. Alt imens brødrene Kjølhede producerede helt ens Ylva’er i rekordtempo. Det endte med, at samarbejdet ophørte, og Jan fik en kompensation for at træde ud af aftalen. Herefter blev der produceret en række 10’ere i mange forskellige varianter, med langt ruf, uden ruf, med opbygget teakdæk, med nyt ror og senere med modifikationer på køl og mast. I 90’erne begyndte det at ebbe ud med nye ordrer. Der var kommet for mange nye velsejlende bådtyper til med mere komfort. Poul nåede dog på trods af sin fremskredne alder at få støbt et ti-meter skrog til sig selv, og båden fik navnet Hugin. Det næstsidste gik til min søn Johs, som var i lære på værftet. Og detsidste blev til Røjser, der blev bygget af den dygtige elektriker og selvbygger Kurt Jensen.
Men Poul havde ikke glemt den lidt større 36-fods udgave og fik et par ordrer til at bygge en ny udgave af 10-meteren, men med 12 meters vandlinje. Der blev bygget tre, og i 1998 var min bror Karl, sejlervennen Bo og jeg endeligt gået i land fra de lange sejladser og havde solgt vores gamle 30 tons galease Anna. Vi aftalte at købe en 12-meter, men der var et eller andet som stak i øjnene. Jeg lånte et sæt linjer og reducerede dem med 1.2 og lagde dem oven på 10-meterens. Og fik syn for sagen. Poul, det legebarn, havde ikke kunnet holde op med at lave om, og den nye 12-meter, som i øvrigt ellers var forstørret genbrug, var forkortet med 3/4 meter i hækken! 
Poul for Helvede! Vi aftalte at købe mod, at han forlængede, så vi fik den kønne hjerteformede hæk tilbage til 12-meter-designet og sådan blev det!

Der var lige en ting mere. Poul og jeg havde diskuteret køle og profiler gennem alle årene, og jeg syntes, med mine10 års erfaring fra Skibsteknisk Laboratorium, at jeg burde kunne tale med om de dele. Men den virkede ikke i Hundested, hvor jeg stadig bare var en ung knajt med hovedet i skyerne. Tolv-meteren var blevet udstyret med en ny kølprofil, som Poul havde kastet sin kærlighed på. Et såkaldt laminarprofil som skulle have uovertrufne egenskaber ved lavere hastigheder. Desværre virkede det ikke, når profilet blev hårdt belastet og ikke var kommet op i fart. Det vil sige, når man mødte en vindbyge, for så stallede kølen, og båden gik i vinden. ”Det er fordi I sejler den forkert!” sagde Poul bare! 

Well, vi byggede kølen om og forøgede den med en kasse-profil agter samt to store finner for at modvirke om-strømning. Poul fnøs, men lod sig overtale til at tage med på prøveturen. Vi sejlede gennem de første par vindbyger, accelererede og styrede uden pres på roret igennem. Succes! Poul styrede og sad og bed i cigaren! Men sagde ingen ting. Til sidst så jeg alvorligt på ham for at få en reaktion! 
Ok, sagde han så, – lang pause – Den er i hvert fald ikke blevet ringere! Vi lader den stå et øjeblik.

Poul havde efter sin pensionering kastet sig over renoveringen af den gamle nordiske krydser Marsk som han havde bygget i 1955. Jeg drillede ham lidt med det, at han var gået over i antikvitetsbranchen, men han forsvarede sig. Når jeg er færdig med denne her til min datter, så bliver det den hurtigste båd, du har set på vandet! Den kom ud og sejle og deltog i Hesselø-rundt sammen mod Hugin, som han selv sejlede sammen med min søn Johs. Han kunne næsten ikke se mere, men som han sagde, vi er et perfekt match. Din søn kan se, og jeg kan styre. Og det er ikke løgn, for de kom ind næsten en time før den nye restaurerede Nordiske Krydser. Så der sker altså fremskridt. Og selv designklenodier kan have godt at blive kigget på efter 40- 50 år

Det gælder også vores 10 meter, som egentlig blev til som en kapsejladsbåd med fokus på fart og sejlglæde, men uden store krav til komfort og ståhøjde. Og som med motor og stor aptering blev lidt for tung og agter trimmet. Og havde en kølprofil, som tiden er løbet fra og en lidt for lav rig med alt for mange forsejl, som skulle skiftes, og et cockpit som reelt er for lille og…

Tiden kunne være inde til at se lidt på, om man ikke skulle genopfinde konceptet!

Hvad med at genskabe båden som en ”daycruiser”, som den oprindelig var tænkt. Det vil sige en båd med aptering til simpel overnatning. Men primært med fokus på at bevare de smukke linjer og ikke mindst sejlglæden.

Herudover en ny effektiv køl med samme vægt, men lidt dybere og med et tyngdepunkt flyttet fremover, så båden kommer i ret trim igen. Med et cockpit som er en meter længere med direkte nedgang til kahyt. Med en let aptering der er flyttet 1,5 meter fremover på bekostning af det alt for store sejlrum for. Med et sidedæk som rejses let, så man faktisk kan komme til at sidde i køjerne midtskibs, med en ny lidt højere rig baseret på bagudvendte salingshorn, så man undgik det besværlige bakstag og en høj rullefok, som eventuelt kan udformes som selvslående. Med alt vedrørende sejlhåndtering ordnet fra cockpittet, herunder rebning.

Og med en ambition, at den skal være 2-300 kg lettere, så den kommer op på den oprindelige vandlinje, samt at den bliver billig at bygge i serieproduktion. Det vil blive en båd, som vil kunne lege med på kapsejladsbanerne igen, (især på kryds hvor man i dag har problemer) og den vil derudover fortsat være misundelsesværdig smuk!

Min ven Johannes Johannesen, som nok er en af vores bedste konstruktører i dag, og en stor fan af Molich 10-meter-båden, har lånt Poul Molichs oprindelige linjetegning og har lavet et sådant koncept

Nu mangler vi bare et par risikovillige entusiaster, der vil lægge pengene på bordet for de første udgaver af den nye timeter.