Silverrudder 2019 – og vores seje kasserer

Ser det sådan ud når man sejler Fyn rundt singlehanded?

Nej, det gør det ikke..... Sådan ser det ud når man sejler hjem fra Svendborgsund dagen efter at man har sejlet 29 timer alene Fyn rundt. Jeg sejler ikke alene her. Min faste gast styre så jeg kan hvile mig lidt. 

Så lykkedes det. Jeg kom rundt på 29 timer og er overordnet tilfreds. Der er dog nogle ting der kan forbedres. 

Denne beretning er mine korte noter om turen. 

Vi blev sendt BB rundt og det var min favorit. Vinden skulle blive mellem 4-6 med 8 i stødene på Fyns hoved. Perfekt til Code Zero og let spiler sejlads. Det skulle dog gå en del anderledes. 
Jeg satte genoa’en pga den lette luft vel vidende at den er umuligt at udskifte med fokken under sejlads. Men alle vejrtjenester var enige: vinden ville forblive let det næste døgn. 
Efter Thurø rev gik det opad mod storebæltsbroen med Code Zero og der tog jeg nogle placeringer. Lidt før broen tog jeg coden ned fordi det blæste op til 8 sm og det er den ikke designet til. Jeg sejlede herefter med Genoa og det gik vældigt fint. Efter broen blæste det mere op og inden Romsø lå vi på over 10sm med 12sm i stødene. Senere op med Fyns hoved steg vinden til 13,5 sm. 
Jeg forsøgte at finde et trim med en reduceret Genoa men det fungerede ikke. Nok fordi jeg ikke fandt det rigtige skødepunkt. Derfor rullede jeg Genoa’en helt ind og sejlede for stor’en alene de næste 8-10 timer. Det fungerede og der kom ro på båden. Jeg sejlede 5,3 knob på kryds. 

Set på tractrac efterfølgende lavede jeg mange unødvendige vendinger som jeg ikke kan forklare. Ren uerfarenhed vil jeg tro og lidt stress over mørket og de ret store bølger som man ikke kunne se og forberede sig på. 
Turen ind i tragten var virkelig vanskelig men turen ned igennem Lillebælt gik problemfri da jeg havde medstrøm og fin vind. På dette tidspunkt var vinden faldet til ca. 8 sm og Genoa’en blev rullet ud igen. 
Ned mod Bogø og videre mod Helnæs slappede jeg af med lidt musik. Jeg kunne ikke gå på dækket og sætte spiler pga. kramper i begge mine lårmuskler. Jeg havde overbelastet mine muskler i løbet af natten. 
Ned gennem Lyø og Bjørnø blev jeg i tvivl om der var vand nok og sejlede efter bøjer. Det kostede også. Jeg skal stole lidt mere på min egen planlægning. Efter Lyø kunne jeg gå på dækket og begyndte at arbejde med spiler. Vinden var så plat at jeg lige så godt kunne have spilet Genoa’en. 

Anyway jeg kom frem til Sønderhjørne og sejlede ind mod Svendborgsund for spiler. Den tog jeg ned tidligt fordi jeg var usikker på hvor meget plads der var i løbet. Jeg var lidt bange for Ærø færgen. Men da færgen passede mig på vej til Ærø satte jeg spileren igen fordi strømmen stadig var med mig. 
Det gik fint med at bomme storsejlet og lade spileren stå. Den trak alligevel. Da jeg satte spileren 2. gang fik jeg en 2,3 m. lavvandsalarm!! Jeg fik et chok og rev roret om så jeg kom ud på dybere vand. Dybden var 1,9 m så jeg var heldig. Tænk sig, at gå på grund efter 28 timers sejlads!! Jeg skal huske, at orienter mig selv om jeg har travlt med at sætte spiler. 

Turen til mållinjen gik fint. Jeg tog spilerne ned ved værftet og havde meget svært ved at komme over linjen og samtidigt undgå at drive ind på lavt vand. 
Overalt en fin tur hvor jeg overhovedet ikke havde problemer med træthed men hvor overbelastning af lårmuskel var det største problem. Molich’en er ikke speciel komfortabel at sejle i. 

Overordnet set har jeg gjort følgende observationer: 
1. Hvis motoren ellers kan gå i bak er det let nok at ligge til i marinaen alene. Folk er søde til at hjælpe. 
2. Selve starten var fin. Der var plads nok. 
3. Ved Fyns hoved, Æbelø og Lyø kan der spares meget tid ved ikke at sejle på bøjer. Jeg skal turde at følge min egen planlægning. 
4. Sidde komforten i en Molich er faktisk ret dårlig. Men sidder med siden til sejlretningen og det giver skader i nakke og ryg. 
5. Der mangler bedre støtte under kryds med krængning. Lårmusklerne bliver overbelastet 
6. Jeg fik ikke brug for reservebatteriet så jeg kunne godt have brugt selvstyreren mere. 
7. Sikkerhedschecket udvidet til at omfatte sjækler for bagstag, hækstag og storskøde. 
8. Jeg skal øve mig på at kunne skifte forsejl fra Genoa til fok. Brug spiler og code zero fald til at forhindre genoa’en i at falde i vandet. 
9. iPad skal være klar med den rigtige rute aktiveret 
10. Kortplottere skal genstartes hver 4 – 5 time. 
11. Lommelygten skal være klar hvis batteriet skal kobles om til reserve. 
12. Monter ekstra sæt lanterner langs dæk som reserve / find plads til reserve lanternen. 
13. At høre musik via Jabra fungere rigtig godt. Elefant huen hold Jabra på plads så jeg kunne sejle imens. 

Lidt større erfaringer: 
1. Det er ret irriterende at skulle montere selvstyrer af og på hele tiden og det kan være svært at finde auto / standby knapperne i mørke. 
2. Der er for langt fra rorspladsen til kortplotteren. Monter en iPad eller kortplotter ved rorspladsen ved solo sejlads. 
3. Find en bedre indretning der ikke belaster rorsmanden så voldsomt i hårdt vejr. 

Jeg skal med igen til næste år. Det at deltage i Silverrudder tvinger mig til at have båden klar og til at komme ud at træne. Det er fedt at have noget at se frem til. 

27 september 2019 - Claus Christensen, Skipper på Josephine

 

 

Skriv et svar